HISTORIEN OM GUBSØ GARAGE

Bag idéen til Gubsø Garage er en stærk passion for klassiske biler – ikke mindst Bugatti! 

Gubsø Garages ejer, Marc Vogel, har været vild med biler siden sin barndom,
og som 17-årig købte han sin første bil – en rød Porsche 912 fra 1967
(Den kan i øvrigt ses i Gubsø Classic Car Museum). 

I årenes løb er der kommet stadigt flere biler til, og det var oplagt at dele begejstringen for de smukke køretøjer
med andre. Resultatet blev et ambitiøst byggeri, der nu både rummer museum, værksteder, restaurant,
selskabslokaler, møde-, konference– og eventfaciliteter

Bugatti i blodet

Hjertet i Gubsø Garage er dog fortsat bilsamlingen, som bl.a. er en af Europas fineste Bugatti-samlinger.
Kærligheden til det hæderkronede bilmærke ses også i arkitekturen, for da vi skulle opføre Gubsø Garage,
fandt vi tegningerne til Bugattis første fabrik i Alsace.  

De massive egetræsporte med brunerede messingbeslag, værkstedsbordene, de industrielle lamper og ikke mindst den imponerende spærkonstruktion i det store loft er alt sammen tro kopier af Bugattis originale – alle med fine detaljer,
der afspejler grundlæggeren Ettore Bugattis sans for funktionalitet og design.

For som han skulle ha’ sagt: ”Hvis den tåler sammenligning, er det ingen Bugatti.” 

Velkommen til Gubsø Garage!